Ordbog

Additiver:

Fællesbetegnelse for stoffer der tilsættes malevarer i meget små mængder (typisk 1-2 %), men som har en stor virkning. I linoliemaling er de hyppigst anvendte additiver sikkativer (tørrelse), fungicider (svampehindrende middel) og konserveringsmidler.

Afgasning:

Ved hærdning af linolie vil det ofte ske, at fedtsyren deles i to ved dobbeltbindingen. Derved opstår der små molekyler der kan optræde som alkoholer, aldehyder, ketoner og syrer – afhængig af hvor meget ilt de optager. Molekylerne kan fordampe til den omgivende luft. Fordampning af disse stoffer er én af årsagerne til, at vægtkurven for linolie falder lidt efter hærdningen. Aldehyder og ketoner er særlig mistænkte for at give anledning til indeklimaproblemer, men der foreligger endnu ikke undersøgelser, der kortlægger problemet til bunds.

De stoffer der afgasser fra ren linolie, er de samme som optræder ved afgasning fra andre planteolier – som fx når man steger i madolie.

Agglome- rering:

Når flere partikler sætter sig sammen til en klump. Ved maling er det primært pigmenterne, der kan være agglomererede. Det medfører nedsat dækkeevne og vejrbestandighed. Rivning har bl.a. til formål at skille partiklerne hvis de er klumpet sammen. Til forskel fra flokkulering er der fanget luft imellem partiklerne, når de er agglomererede.

Aldehyder:

En gruppe af stoffer, der dannes – i større eller mindre omfang – under hærdning af linolie. De fleste aldehyder er sundhedskadelige og generende i store koncentrationer. (Det er fx aldehyder der bærer en stor del af ansvaret for tømmermænd.) Små koncentrationer af aldehyder findes stort set overalt. Se også afgasning.

Antioxidanter:

Stoffer der forhindrer oxidation (iltning). I forbindelse med vegetabilsk olie er E-vitamin den vigtigste antioxidant.

Atamon:

Handelsnavn for natrimbenzoat, anvendes som konserveringsmiddel til syltetøj. Atamon anbefales af flere som konservering til emulsionsfarver og som tilsætning til linolie i stedet for fungicid. Så vidt vides er der ikke dokumentation for stoffets effekt i forbindelse med maling. Atamon er desuden vandopløseligt og derfor ikke opløseligt i olie. Det vil formentlig hurtigt blive udvasket, hvis det anvendes i maling til udvendig brug.

Befugtning:

En væskes evne til at fordele sig på et underlag eller partikler (pigmenter) og trænge ned i ujævnheder. Befugtning er en forudsætning for, at malingen kan hæfte på underlaget.

Bindemiddel:

Det materiale, der binder en maling sammen og som sørger for vedhæftning til underlaget. I linoliemaling er linolien bindemiddel.

Blyhvidt:

Hvidt pigment. Blyhvidt blev anvendt som eneste pigment i hvide malinger frem til ca. år 1900 og som tilsætning til zinkhvidt frem til 1960. Blyhvidt har en række gode egenskaber: det er et særdeles effektivt fungicid, og det giver en hurtig hærdning af linolien – men det er meget giftigt og derfor forbudt. Ved afrensning af maling fra før 1960 bør man teste, om den indeholder bly (gør-det-selv test kan købes hos Maler BST). Indeholder malingen blyhvidt, skal arbejdet anmeldes til Arbejdstilsynet.

Det støv, der opstår ved afrensningen, udgør en sundheds- og miljørisiko. Derfor må man ikke spise, drikke eller ryge dér hvor arbejdet foregår, og man skal vaske hænder inden man spiser, drikker eller ryger. Støv og afrenset maling skal så vidt muligt opsamles og behandles som miljøfarligt affald. Desuden bør man vælge en afrensningsmetode der støver mindst muligt. Hvis malingen er fastsiddende, gør den mindst skade når den bliver siddende på træet.

Blæst linolie:

Linolie der er varmebehandlet under indblæsning af luft (ilt). Det giver en mere tyktflydende olie, der tørrer hurtigere.

Brydnings- indeks:

Et pigments brydningsindeks fortæller hvor godt det dækker. For at en maling kan dække skal pigmentets brydningsindeks være højere end bindemidlets brydningsindeks. Jo større forskellen er, jo bedre dækker malingen.

Coatning:

Når pigmenter påføres et tyndt lag af andre stoffer for at forbedre overfladens egenskaber. I linoliemalinger benyttes metoden særligt ved titandioxid for at hindre kridtning.

Diffusion:

Når væske eller damp trænger igennem et materiale. Diffusionstæthed måles i Z-værdier. Jo højere værdi, jo mindre gennemtrængelighed. Z-værdien afhænger af lagtykkelsen, et tykkere lag giver højere Z-værdi og dermed mindre gennemtrængelighed. Linoliemaling har en Z-værdi på 5-9 hvilket ligger imellem diffusionsåben og diffusionslukket, og er sammenligneligt med alkydmaling.

Dispergering:

At sprede pigmentpartiklerne og holde dem flydende i bindemidlet. I modsætning til rivning findeles pigmentpartiklerne ikke yderligere. Ved hjælp af et grindometer kan man undersøge, hvor godt en maling er dispergeret, dvs. hvor fint fordelt pigmentet er. For at holde pigmentpartiklerne flydende er det som regel nødvendigt at tilsætte additiver.

Dobbelt- binding:

En kemisk binding, der er ustabil. I en enkeltbinding deles to atomer om to elektroner; i en dobbeltbinding deles to atomer om fire elektroner. Da elektronerne frastøder hinanden, vil et atom ’hellere have’ to enkeltbindinger end én dobbeltbinding. Derfor vil atomer med dobbeltbindinger være tilbøjelige til at binde sig til andre atomer.

En fedtsyre med dobbeltbindinger kaldes umættet. Det er dobbeltbindingerne, der gør det muligt for linolie at hærde, fordi de vil optage iltatomer på de ledige pladser. Mættede fedtstoffer uden dobbeltbindinger kan ikke hærde.

Dækkeevne:

En malings evne til at dække underlagets farve afhænger af pigmentets brydningsindeks, af pigmentpartiklernes størrelse og koncentration samt af bindemidlet og af om der er luft imellem pigmentpartiklerne. En god dækkeevne med en høj koncentration af pigmenter kan betyde, at malingens træbeskyttende egenskaber bliver dårligere, fordi bindemidlet ikke dækker pigmentkornene helt, så malingen bliver porøs. Se også pigmentvolumenkoncentration.

Ekstraktion:

En metode til udvinding af planteolie, der er grundlæggende anderledes end presning. Frøene knuses og tilsættes opløsningsmiddel, der opløser frøenes olieindhold. Når frøresterne fjernes og opløsningsmidlet destilleres fra, bliver olien tilbage. Det er dén udvindingsmetode der giver det højeste olieudbytte, men også flest urenheder i olien. Det er derfor som regel nødvendigt med en kemisk raffinering af olien, for at opnå en tilfredsstillende kvalitet. Linolie uden særlige kvalitetsbetegnelser vil ofte være ekstraheret.

Emulsion:

En blanding af to væsker, der ikke kan opløses i hinanden – fx olie og vand. Den ene væske er fordelt i den anden som mikroskopiske dråber. For at undgå at emulsionen skiller, må der tilsættes en emulgator (fx sæbe) eller et fortykningsmiddel (fx tapetklister). Emulsioner med linolie bruges ofte som bindemiddel i malinger. Da man kan lave uendeligt mange forskellige emulsioner, er det umuligt at sige noget generelt om deres egenskaber. I kunstmaleriet kaldes emulsioner temperafarver, mens de traditionelle emulsionsmalinger til bygninger ofte betegnes komposititionsmaling eller slamfarver.

E-vitamin:

Alfa-tocoferol - en fedtopløselig antioxidant, der findes i de fleste vegetabilske olier. E-vitaminet forsinker oliens harskning og hærdning.

Fed maling:

Maling med et højt olieindhold, der er ikke nogen bestemt grænse for hvor meget olie der skal være i for at den kaldes fed, da det afhænger meget af pigmentet. Det har ikke noget at gøre med om malingen er tyktflydende, faktisk vil en fed maling ofte være ret tyndtflydende. En fed maling efterlader en halvblank, ikke sugende film, og bruges som dækmaling.

Fedtsyre:

Bestanddel af olier. Fedtsyrer består af en lang kulstofkæde, typisk indeholdende 10-20 kulstofatomer samt en syregruppe. Fedtsyrer kan være mættede, umættede eller fler(poly)umættede. De mættede indeholder ingen dobbeltbindinger, de umættede indeholder én dobbeltbinding, og de flerumættede indeholder to eller flere dobbeltbindinger.

Fernis:

Linolie tilsat sikkativ, som regel også varmebehandlet. Der er lidt forvirring om betegnelsen, hvilket skyldes at det tidligere kun var muligt at tilsætte sikkativer ved varmebehandling.

Flokkulering:

Når pigmentpartikler samler sig efter rivning. Til forskel fra agglomerering er der ikke fanget luft mellem partiklerne. Tidligere tilstræbte man en vis flokkulering, fordi det kunne gøre evt. bundfald lettere at røre op igen. I dag har man har fundet andre metoder til at opnå de samme fordele, og søger derfor at undgå flokkulering. Flokkuleringen kan ændre farven på malinger med flere forskellige slags pigmenter.

Formaldehyd:

Den mindste og mest sundhedsskadelige aldehyd. Der har været mistanke om, at hærdende linolie afgiver formaldehyd. Målinger tyder på at ren linolie kun danner formaldehyd i ubetydelige mængder. Nogle malinger har været tilsat formaldehydholdigt (eller -dannende) konserveringsmiddel, hvilket har været årsag til afgasninger. Formaldehyd findes i små mængder overalt, men bør undgås som tilsætningsstof. Se også afgasning og aldehyder.

Forsæbning:

Estre (fx triglycerider, som linolie består af) kan danne sæber sammen med baser. (Bl.a. derfor skal man undgå at rengøre linoliemalede overflader med brun sæbe, der er basisk.) Sæberne forbedrer som regel kontakten mellem pigment og bindemiddel, men kan nedsætte vejrbestandigheden. Nogle sæber er vandopløselige, hvilket gør malingen porøs når de med tiden udvaskes. Andre er så sprøde, at de kan få malingen til at krakelere. Visse pigmenter, bl.a. zinkhvidt, danner sæber sammen med linolie.

Frie fedtsyrer:

Fedtsyrer, der ikke er bundet til glycerol. Højt indhold af frie fedtsyrer i en planteolie til levnedsmiddelbrug betragtes ofte som et tegn på dårlig kvalitet. Det er dog ikke givet, at det har betydning for olie til malevarer.

Fungicid:

Svampedræbende middel. Man skelner mellem midler mod trænedbrydende svamp (fx hussvamp og rådsvampe) og mod misfarvende svampe (skimmel og blåsplint). Til beskyttelse mod træødelæggende svamp benyttes i dag IPBC i kombination med enten Tebuconazole eller Propyconazole. Det kan både bruges til imprægnering og påstrygning. Miljøstyrelsen har i øjeblikket ikke indvendinger mod brug af disse stoffer. Borforbindelser bliver benyttet en del, men der er betænkeligheder ved stoffet, da det har vist sig at være sundhedsskadeligt.

Citric (grapefrugtkerneolie) foreslås fra nogle sider anvendt som et naturligt fungicid. Det er usikkert om det er effektivt mod træødelæggende svampe. Desuden er det mistænkt for at være allergifremkaldende, og det indeholder flygtige forbindelser (organiske opløsningsmidler).

Jernvitriol og zinkvitriol har traditionelt været brugt som tilsætning til maling og kalk. Virkningen er ikke fuldt ud dokumenteret og beskrevet – formentlig har de en vis effekt, men skal anvendes i store mængder førend virkningen er optimal. Store koncentrationer af tilsætningsstoffer kan på andre områder berøre malingens egenskaber. Stoffet tributyltin har også været anvendt, men er blevet forbudt for nylig.

Generelt må man nok konkludere, at der ikke findes effektive fungicider, der ikke også har uønskede effekter – det der i én sammenhæng er en ønsket effekt kan være uønsket på andre områder.

Fungicider baseret på naturprodukter er ikke pr. definition mindre miljøskadelige end de kendte stoffer, og generelt bør man undgå at anvende stoffer, hvis virkning og miljøeffekt ikke er kendt og dokumenteret. Bestræbelserne bør rettes mod at begrænse anvendelsen til det absolut nødvendige – der er fx ingen grund til at behandle et helt plankeværk med fungicid, når skaderne typisk opstår i bunden.

Fyldstof:

Materiale, der ligesom pigmenterne består af partikler, men som i modsætning til pigmenterne ikke bidrager til malingens dækkeevne eller farve. I linolie er kridt det mest almindelige fyldstof, men gips, silikater m.v. kan også bruges. Fyldstof tilsættes for at gøre malingen billigere og evt. mere tyktflydende eller mat. Et for højt indhold af fyldstof kan være med til at nedsætte malingens træbeskyttende egenskaber.

Gulning:

Linolie gulner ved hærdning. Det skyldes linolensyrens oxidationsprodukt, der er brunligt. UV-lys modvirker processen og kan også blege en gulning, der er opstået p.g.a. manglende UV-lys. Der findes forskellige metoder til at blege olien, men det er usikkert om virkningen er vedvarende. Gulning er mest synlig ved hvide malinger, men kan mindskes optisk ved at ’brække’ malingen med en smule sort eller blåt. Gulning ses også, når hvidmalede overflader vedligeholdes ved strygning med upigmenteret linolie.

Harskning:

Når fedt/olie oxiderer uden at polymerisere (Bailey, 1945), hvorved der fraspaltes forskellige ildelugtende stoffer. Jo mere umættet olien er, jo større tendens vil den have til at harske. Formentlig giver et højt indhold af oliesyre den værste lugt (Bailey,1945).

Hærdning:

Når et flydende produkt omdannes til et fast materiale ved en kemisk reaktion, modsat tørring ved fordampning. Ved hærdning forbinder molekylerne sig med hinanden, evt. med et andet stof som bindeled. Linolie hærder ved at optage ilt.

Hør(frø)olie:

Linolie til levnedsmiddelbrug kaldes hør(frø)olie.

Iodtal:

Et udtryk for, hvor mange dobbeltbindinger der er i en olie. Antallet af dobbeltbindinger giver en idé om, hvor hurtigt olien hærder, men det er ikke entydigt. Fx har en kogt linolie et lavere iodtal end en rå, men den kogte hærder hurtigere. Olier med konjugerede dobbeltbindinger vil hærde væsentlig hurtigere end iodtallet giver udtryk for.

Kerneved/ kernetræ:

Den inderste del af træstammen. Kerneveddet er i modsætning til splintveddet ikke vandførende. Det har et højere harpiksindhold og er derfor mere vejrbestandigt.

Kinesisk træolie:

Olie presset af frø fra træer af Euphorbiacaeae-familien. Kinesisk træolie har et højt indhold af konjugerede dobbeltbindinger og tørrer derfor hurtigere end linolie. Anvendes den rå og alene vil den rynke og senere krakelere. Dette kan afhjælpes ved varmebehandling ved høje temperaturer, men det er en vanskelig proces, hvor olien pludselig kan hærde i gryden. Kinesisk træolie kan bruges som tilsætning til linolie, hvor den uden at give problemer med krakelering kan forkorte hærdetiden. Kaldes også Tung olie og træolie.

Klaring:

Bruges dels generelt om raffineringsmetoder, der skal ’gøre olien klar’ (modsat grumset), dels om en bestemt proces, hvor man simpelthen lader olien stå i et par måneder, så urenheder bundfælder.

Kogt linolie:

Varmebehandlet linolie. Udtrykket er misvisende, fordi olien ikke nødvendigvis varmes op til kogepunktet. Tilsættes sikkativ, er der tale om fernis. Begreberne bruges ofte i flæng. Olie der er kogt ved "lave" temperaturer (100-200� C) er mere vejrbestandige, tyktflydende, har højere glans og hærder hurtigere end rå olie. Olie kogt ved høje temperaturer (ca. 300 C°) er endnu mere tyktflydende, vejrbestandige og har højere glans, men hærder langsommere. Linolie kan koges med eller uden indblæsning af ilt. Se også polymerisering.

Koldpresning:

Ved moderne pressemetoder er der ikke den store forskel mellem kold- og varmpresning. Se presning.

Kompositions- maling

Traditionel bygningsmaling, der både indeholder olie og vand. Se Emulsion.

Konjugeret:

Dobbeltbindinger med kun to kulstofatomer imellem kaldes konjugerede dobbeltbinding dobbeltbindinger. De er mere ustabile end almindelige dobbeltbindinger, hvilket medfører hurtigere hærdning. Der er et højt indhold af konjugerede dobbeltbindinger i bl.a. Kinesisk Træolie.

Kridtning:

Dét fænomen, at pigment eller fyldstof smitter af. Kridtning kan have flere årsager. Det kan være tegn på nedbrydning af bindemidlet (olien) i malingen. Det ses også, hvis pigmentet ikke binder sig godt nok til olien, hvilket bl.a. gælder for en titandioxid-type (anatase). Kridtning kan også være en følge af for meget fyldstof eller pigment i malingen. En kridtet maling er porøs og vandgennemtrængelig. Det kan modvirkes ved at stryge overfladen med et tyndt lag linolie(fernis).

Lak:

Oprindelig opløsning af harpiks eller kopal, der giver en blank overflade. I dag bruges udtrykket om malevarer uden pigment, som giver en glat overflade, og om malinger med høj glans (fx cykellak).

Lignin:

Træ består af lignin og cellulose. Hvis man sammenligner træ med jernbeton udfylder ligninen samme rolle som betonen og cellulosen samme rolle som jernet. Lignin nedbrydes primært af sollyset og mindre af mikroorganismer. Maling hæfter bedre på lignin end på cellulose. Derfor bør bart træ, der har været udsat for sollys slibes før det males.

Linolie:

Olie presset af hørplantens frø. Hørfrøolie, hørolie og linolie er det samme, men de forskellige betegnelser bliver ofte brugt om olier til forskellige formål. Linolie vil i reglen være olie til tekniske formål (malevarer o.lign.).

Linolie består som alle andre vegetabilske olier af triglycerider. Triglycerider består af glycerol, som er en alkohol, og tre fedtsyrer. Når en syre forbindes med en alkohol, kaldes det en ester.

Linolie er en såkaldt tørrende olie, hvilket gør den egnet til malevarer. En tørrende olie har et højt indhold af umættede og flerumættede fedtsyrer, dvs. syrer med dobbeltbindinger. (Det er især de flerumættede fedtsyrer, der er vigtige for linoliens tørring.) Linolie indeholder følgende fedtsyrer: stearinsyre (mættet, ingen dobbeltbindinger), oliesyre (umættet, en dobbeltbinding), linolsyre (flerumættet, to dobbeltbindinger) og linolensyre (flerumættet, tre dobbeltbindinger).

Fordelingen af fedtsyrer kan variere en hel del afhængig af fx hørens dyrkningsbetingelser, udvindingsmetode, oprensning etc.

Linoxyn:

Oxideret (hærdet) linolie. Linoxyn er uopløseligt i terpentin, men kan opløses af acetone. Linoliemalingfilm består af primært af linoxyn, pigmenter og fyldstoffer. Linoxyn har såkaldte hydroxylgrupper, hvor vandmolekyler kan optages (adsorberes) og frigives. Det er baggrunden for, at en linoliefilm kan følge træets fugtbevægelser.

Lit(h)opone:

Hvidt pigment, der består af zinksulfid og bariumsulfat (ZnS og BaSO4). Blev anvendt frem til 1960, hvor det typisk blev brugt i første lag maling. Litopone er ikke fugtbestandigt. Kan bevirke afskalninger, selv om det ikke findes i det yderste lag maling. Årsagen er, at den litoponeholdige maling nedbrydes, og at dækmalingen således mister vedhæftningen. Hvis man blot maler ovenpå en litoponeholdig risikerer man, at der optræder afskalninger, ofte umiddelbart efter.

Skal man male ovenpå maling fra før 1960, bør man være opmærksom på krakeleringer og/eller afskalninger på steder, der ikke er meget fugtbelastede (fx midt på sideramstykker). Det kan være tegn på litoponeholdig maling, der i så fald skal renses helt af. Kun en laboratorieprøve kan med sikkerhed fastslå, om der findes litopone.

Mager maling:

Maling med et lavt indhold af olie i forhold til pigment og fyldstof. En mager maling efterlader en mat, let sugende film. Se dækkeevne.

Misfarvende svampe:

Mug, skimmelsvampe og blåsplint. De ødelægger ikke i sig selv træet, men er  tegn på at træet er udsat for fugt, hvilket kan føre til angreb af trænedbrydende svampe.

Oliemaling:

Tidligere var oliemaling ensbetydende med linoliemaling. I dag vil de fleste forbinde oliemaling med alkydoliemaling, hvor alkydolien er opløst i terpentin, i den forbindelse burde den hedde "terpentinmaling"

Olietal:

af rivningDen mængde olie, der er nødvendig for 100 g pigment – kan variere fra ca. 10 g til ca. 150 g. Olietallet bruges når man fremstiller pigmentpasta, og giver et fingerpeg om hvor meget olie der skal bruges. Bruger man pigmenter med meget forskelligt olietal i en maling, kan kuløren blive ujævn.

Opløsnings- middel:

En væske, som kan opløse andre stoffer (fx olier eller faste stoffer). Opløsningsmidler fordamper fra malingfilmen, når den tørrer. Opløsningsmidler kan være organiske – som fx terpentin, acetone, cellulosefortynder og sprit - men vand kan også optræde som opløsningsmiddel. Dampe fra organiske opløsningsmidler kan være mere eller mindre sundhedsskadelige, og nogle af dem er skadelige for det omgivende miljø.

Overflade- spænding:

Alle stoffer, faste som flydende, har en overfladespænding. Populært sagt er det et udtryk for, hvor godt materialet holder sammen på sine molekyler. Hvis en væske skal kunne befugte et fast stof, skal væskens overfladespænding være lavere end overfladespændingen på det faste stof. Er overfladespændingen for høj, vil malingen perle på underlaget og vedhæftningen bliver dårlig. Det betyder dog ikke at overfladespændingen skal være så lav som muligt.

Oxidation:

Kemisk reaktion, hvor der optages ilt og udvikles energi, se også polymerisering. Oxideret linolie kaldes linoxyn. Det er ikke kortlagt nøjagtigt, hvordan oxidation af linolie forløber, men i princippet spaltes dobbeltbindingerne, og iltmolekyler kan herefter reagerer med fedtsyren/olien. Da iltatomet har plads til to bindinger, vil det binde sig til to åbne dobbeltbindinger og derved få to linoliemolekyler til at sidde sammen med en tværbinding.

De fleste linoliemolekyler har tre umættede eller flerumættede fedtsyrer, og der vil derfor kunne opbygges et tredimensionalt gitterværk, en slags kæmpemolekyle også kaldet en polymér. Linolie øger sin vægt og sit rumfang, når den oxiderer, hvilket gør at den kan tætne mikroskopiske revner i træ. Oxidation udvikler varme, derfor kan linolievædede klude selvantænde.

Perillaolie:

Tørrende olie, brugt en del i Asien, men er ikke almindeligt anvendt i Danmark. Den har et lavere indhold af linolsyre og et højere indhold af linolensyre end linolie, så den tørrer hurtigere. I malevarer egner den sig dog bedst som tilsætning til andre olier, da den har tendens til at perle på underlaget.

Pigment:

De partikler, der giver malingen farve. For at dække skal pigmenterne være uopløselige i bindemidlet. Pigmenter deles op i to hovedgrupper: Mineralske og organiske. De mineralske er oprindeligt udvundet af bjergarter og omfatter også metalforbindelser, de organiske er udvundet af planter eller mineralsk olie. De organiske pigmenter har først rigtigt vundet indpas i midten af det 19. årh. da den kemiske industri blev udviklet og systematiseret. Pigmenter der indeholder tungmetaller bør undgås, da de er sundheds- og miljøskadelige.

Forskellige pigmenter reagerer forskelligt med linolie. Man kan derfor få malinger med meget forskellige egenskaber selvom der er anvendt nøjagtig samme linolie og samme fremstillingsmetode. Fænomenet kan iagttages på gamle malerier, hvor nogle farver er krakelerede (som regel de mørke) og andre ikke.

Pigment- volumen- koncentration:

Et udtryk for hvor stor en del af malingens rumfang, der består af pigment.  Man opgiver som regel volumenkoncentration, da den siger mere om malingens egenskaber end vægtkoncentrationen. Den kritiske pigmentvolumenkoncentration er et udtryk for dén koncentration, hvor bindemidlet lige akkurat kan dække pigmentpartiklerne helt, uden at der opstår luftlommer. Malingen ændrer egenskaber meget drastisk, når koncentrationen passerer det kritiske punkt. Når pigmentvolumenkoncentrationen er højere end den kritiske pigmentvolumenkoncentration bliver malingfilmen porøs fordi bindemidlet ikke kan nå rundt om pigmentpartiklerne. Til udendørs brug må den kritiske pigmentvolumenkoncentration ikke overskrides.

Polymerer:

Mange molekyler (monomerer), der er forbundet med hinanden. De kan både danne lange kæder og tredimensionelle netværk. Når linolie hærder dannes der tredimensionelle netværk. Når molekylerne er tilstrækkeligt store, er linolien omdannet til et fast stof. Se også linoxyn.

Polymeri- sering:

Dannelse af polymerer. Ved brug af linolie kan næsten hele polymeringsprocessen finde sted efter at linolien er påført, men en del af processen kan også foregå inden påføring. Det sker ved at linolien varmebehandles eller på anden måde tilføres energi (fx sollys). Polymeriseret olie er mere vejrbestandig og hærder hurtigere end rå olie. (Standolie hærder dog langsommere.) I forbindelse med linolie er der to typer polymerisering: polymerisering med iltoptagelse (oxidation) og energikrævende polymerisering uden iltoptagelse. I begge tilfælde spaltes dobbeltbindingerne og den ene binding binder sig til et andet linoliemolekyle. Denne proces kan i princippet fortsætte, til alle dobbeltbindinger er brudt.

Ved polymerisering med iltoptagelse optages et iltmolekyle for hver to dobbeltbindinger, hvilket giver en vægtforøgelse og rumfangsforøgelse. Ved energikrævende polymerisering optages ikke ilt. Derfor må polymeriseringen foregå i en lukket beholder og tilføres energi i form af varme eller UV-lys. Polymerisering med ilt giver som regel en mørkere olie end polymerisering uden ilt. Polymerisering med ilt giver en mere elastisk malingfilm, der til gengæld også er mindre fugtbestandig. Polymerisering uden ilt giver en mere fugtbestandig film, som dog har tendens til at blive for sprød og krakelere. En polymeriseret olie har et lavere iodtal end en rå olie, fordi en del af dobbeltbindingerne allerede er spaltet og har forbundet sig med andre molekyler. Se også kogt linolie.

Presning:

Når olie udvindes af frø ved at sætte dem under mekanisk pres. Traditionelt skelner man mellem koldpresning og varmpresning, men da stort set al oliepresning i dag foregår med skruepresse, er grænsen mellem varmpresning og koldpresning blevet noget flydende. Uden særlige foranstaltninger vil skruepressen bringe temperaturen op over de 60 C°, hvor der sker væsentlige kemiske ændringer i olien. En koldpresset olie må ikke have haft en højere temperatur end ca. 60� C. Ved koldpresning bliver olien renere end ved varmpresning, og der er tendens til et højere indhold af umættede fedtsyrer, hvilket får den til at tørre hurtigere. Varmpresning udføres ved at opvarme frøene inden presningen. Det giver et større olieudbytte, men også flere urenheder i olien. Der er en tendens til, at olien får et lidt større indhold af mættede fedtsyrer.

Det anbefales ofte at anvende koldpresset linolie. I virkeligheden er det lidt misvisende. Linolie bør vurderes efter kvalitet – indhold af urenheder samt af mættede/umættede fedtsyrer, og efter om den er rå eller varmebehandlet. Til de fleste formål bør linolien have så lille et indhold af urenheder som muligt og et højt indhold af umættede fedtsyrer, hvilket en koldpresset olie har. Men den bør også være varmebehandlet, hvilket giver bedre vejrbestandighed og kortere tørretid. En god varmpresset linolie kan derfor i nogle tilfælde være at foretrække for en rå koldpresset.

Påførings- temperatur:

Oxidation foregår langsommere ved lave temperaturer. Ved temperaturer   under 6� C foregår hærdningen så langsomt, at der starter en nedbrydning af bindemidlet, der kan ses som en ’mælkning’ af overfladen. Men allerede ved temperaturer under 12-15� C bliver malingen vanskeligere at arbejde med. Det kan være svært at påføre den i tilstrækkeligt tynde lag, og tørretiden forlænges.

Raffinering:

Alle tiltag efter presning, der har til formål at forbedre eller ændre oliens egenskaber. Raffinering indebærer ikke nødvendigvis brug af kemikalier - den vigtigste raffineringsmetode er fx bundfældning.

Rheologi:

Et flydende stofs flydeegenskaber. De rheologiske egenskaber deles op i undergrupper, hvor de vigtigste er viskositet, der beskriver hvor tyktflydende væsken er, og tiksotropi, der beskriver om væsken bliver tyndere ved omrøring og påføring og tykner igen når den er i ro (en fordel ved nogle typer maling).

Rivning:

Rivning foregår ved, at der sættes bindemiddel (olie) til pigment under kraftig mekanisk påvirkning. Rivning har til formål at befugte pigmentet inden det blandes i malingen, for at undgå luftblærer, at få delt eventuelle pigmentklumper og at findele pigmentkornene.

Råd:

Egentlig langsomt angreb af trænedbrydende rådsvampe, men begrebet bliver som regel brugt som en samlet betegnelse for angreb af mikroorganismer p.g.a. langvarig fugtbelastning. Råd medfører på sigt formuldning af træet.

Sikkativ

Metalsalte, der får olien til at hærde hurtigere. De fleste sikkativer er mistænkt for at være sundhedsskadelige, men de bruges i meget små mængder (under 1 % af olievægten). I dag bruges primært kobolt- og zirkorniumforbindelser. Kobolt er under mistanke for at være sundhedsskadeligt, men er dog også et mikronæringsstof.

Slamfarve:

Organiske stoffer der kvæller op, dvs. optager vand og udvider sig. Når de bliver våde danner de slim, en egenskab der er uhensigtsmæssig i en malingfilm. Slimstoffer findes i linolie, der ikke er klaret godt nok.

Solblegning:

Gammeldags raffineringsmetode, hvor olien anbringes i en lukket glasbeholder og stilles i solen sommeren over. Derved opnås en vis polymerisering, og olien bliver lysere.

Splintved:

Den yderste del af træet, der er vandførende. Splintved kan suge vand, og er derfor meget mindre vejrbestandigt end kerneved. Tidligere blev splintved generelt ikke brugt til udsatte bygningsdele som fx vinduer, hvor man i stedet anvendte kerneved. I nyere tid har man brugt splintved og kerneved i flæng, hvilket bl.a. har ført til generationer af vinduer med dårlig holdbarhed. I de seneste år har mange dog igen fået øjnene op for trækvaliteter, og mange vinduesfabrikanter er gået bort fra at anvende splintved til vinduets udvendige dele.

Standolie:

Linolie, der er varmebehandlet ved høj temperatur (260-300� C). Hvis ikke andet er anført, er den varmebehandlet uden ilt. Standolie gulner mindre og er mere vejrbestandig end de fleste andre typer linolie, til gengæld tørrer den langsommere. Standolie kan tilsættes til det sidste lag maling.

Syreblegning:

Olien blandes med syre, som derefter skilles fra. Bleget olie til bygningsmaling er som regel syrebleget.

Tallolie:

Er egentlig ikke en olie, men snarere flydende harpiks. Bruges bl.a. til at holde sikkativ opløst i, så det kan tilsættes til maling uden opvarmning. Anvendes også til fremstilling af alkyd.

Tempera:

Se emulsion.

Tiksotropi:

En tiksotrop væske bliver den tyndere når den omrøres eller stryges på og bliver mere tyktflydende igen, når den er i ro. Det kan være praktisk til nogen typer maling, da den ikke drypper så meget og kan påføres i ret tykke lag uden at løbe. Da linoliemaling som regel skal påføres i tynde lag, er en høj grad af tiksotropi ikke ønskelig.

Titandioxid:

Hvidt pigment med betegnelsen TiO2, stort set det eneste hvide pigment der anvendes i dag. Der findes to typer: anatas og rutil. Til udendørs brug bør man altid anvende rutil, da anatas kridter væsentlig mere. Tidligere havde man også kridtningsproblemer med rutil, men dette problem er løst ved hjælp af coatning. Titanoxid er det hvide pigment, der har den bedste dækkeevne, det er kemisk inaktivt og så vidt vides fuldstændig ugiftigt. Det er ret energikrævende at fremstille titanoxid.

Titandioxid er meget energikrævende at fremstille, men der er store individuelle forskelle. Titandioxid, der er godkendt til anvendelse i miljømærkede malinger, er fremstillet med det lavest mulige energiforbrug.

Triglycerid:

Alle vegetabilske olier består af triglycerider, der igen består af glycerol (en alkohol indeholdende tre alkoholgrupper) og tre fedtsyrer. Når et fedtsyremolekyle er forbundet med en alkohol kaldes det en ester.

Tungmetal:

Tungmetaller defineres som metaller med en vægtfylde på over 5 (en liter vejer 5 kg). Tungmetaller kan forekomme i pigmenter, fungicider og sikkativer. Mange tungmetaller som fx bly, chrom og cadmium er skadelige, og brugen af dem bør begrænses mest muligt.

Tung [ to.ng] olie:

[to.ng] olie og tung olie (i modsætning til let) er ikke det samme. Den første er det samme som kinesisk træolie, det andet er en betegnelse for grupper af produkter fra mineralsk olie.

Umættet fedtsyre:

Fedtsyre med en eller flere dobbeltbindinger. Det er de umættede fedtsyrer, der gør at olien kan hærde. Mættede fedtsyrer kan ikke hærde ved optagelse af luftens ilt.

Urenheder:

Ved udvinding af olie vil der altid komme nogle stoffer med fra frøene, som man ikke ønsker i olien. Der er tale om slimstoffer, voks, naturlige pigmenter (fx klorofyl og karoten), vand og andre urenheder, der ikke kommer fra selve frøet (dvs. bl.a. støv, jord o.l.). Urenhederne forringer generelt oliens kvalitet - slimstoffer fordi de er vandopløselige, voks fordi det har en dårlig indtrængningsevne og hærder meget langsomt. Pigmenter misfarver lyse malinger. Man kan fjerne hovedparten af urenhederne ved bundfældning, også kaldet klaring.